Inspiration til personlig udvikling

Serapions-Ordenens historie

Begyndelsen i 1887


Mandag den 28. november i 1887 var denne annonce i Berlingske Tidende:

“Unge, hæderlige Mænd
I alle Livsstillinger, som for nylig have giftet eller etableret sig som lunde ønske at slutte sig sammen med ligestillede med det fælles formaal gjensidig økonomisk at støtte hinanden, bedes opgive Navn, Stilling og Bopæl i Billet, mkr. 428, som indlægget paa dette Blads Kontor.”

Efter flere møder i februar, og endnu en annonce, havde man ca. 50 henvendelser, og indkaldte derfor til orienterende møde den 2. marts 1888 i restauratør Simons lokaler, Kongens Nytorv 21, København. Annoncens ophavsmand,Peter Christian August Rasmussen, gav en kort fremstilling af den påtænkte forenings planer og foreslog navnet Serapions-Ordenen.

Der meldte sig 25 medlemmer.

Efterfølgende indkaldtes til et lovgivende møde den 20. marts 1888, og datoen for dette møde angiver samtidig stiftelsesdatoen for Serapions-Ordenen. Serapions-Ordenen var hermed lovformeligt stiftet og kunne begynde sit arbejde. I begyndelsen som omsorgs- og sygesikring for medlemmerne, senere som den filantropiske organisation vi kender i dag.

Om Ordenens stifter

Peter Christian August Rasmussen blev født i København den 8. juni 1831 – antagelig i Ny Kongensgade.

Om Peter Rasmussens skolegang og første uddannelse ved vi kun, at han blev student 19 år gammel. Endvidere at han læste jura – muligvis en tid ved Københavns Universitet – men ellers i Slesvig, hvor han fik sin embedseksamen. I 1864 rejste Peter Rasmussen til København, hvor han grundlage en realskole på Gl. Kongevej i København. Her underviste han i dansk, historie og engelsk.Sine sidste år tilbragte han i Odense, hvor han døde den 24. Maj 1912.

Peter Rasmussen ligger begravet på Dalum kirkegård, hvor Serapions-Ordenen har rejst en mindesten over ham.

Legenden om Serapion


Legenden om Serapions-Ordenens skytspatron ”Serapion”.

Historiske kilder opgiver, at ”Serapion le Sindonite” blev født ca. år 325 i det nuværende Egypten, og at han døde den 21. marts i 385, altså ca. 60 år gammel. Man mener, at han blev begravet ved det første kristne kloster i landet, stiftet af en munk ved navn Pacome, og at man faktisk har fundet hans grav dér. Hans mumie blev herefter overfør til museet Guimets i Paris.


Han fik angiveligt tilnavnet ”Sindonitten”, fordi det eneste han ville eje, var den fodlange kjortel, en sindon, som han var iklædt, og som stadig den dag i dag ses anvendt som mandsdragt i Nordafrika, både ensfarvede og stribede. Vi ved også, at der er flere legender om hans kristne næstekærlighed. Men hvor meget der er historisk virkelighed, og hvor meget der er myter og legender, kan hverken bevises eller modbevises nu flere århundreder efter, som arkæologen Gayet sagde.


Men at hans uselviske handlinger har gjort et dybt indtryk på hans samtid, er der ingen tvivl om. Alene det faktum at fortællingen har overlevet op til vor tid, siger noget om det forbillede, han må have været, og i øvrigt stadig er for os Serapions-brødre.


Således berettes det, at en fattig enke, som var ved at blive sat fra sin bolig, fordi hun ikke længere kunne betale sin husleje, bad Serapion om hjælp. Men da han som nævnt intet ejede ud over den sindon, han var iført, måtte han finde på noget. For hjælpe hende, det ville han!

Han besluttede sig derfor at sælge sig selv som slave – og forære købssummen til enken.


Når vi i sin tid har valgt Serapion som skytspatron for vores orden, er det for at minde os selv om, at det ikke er nok med kønne ord, hvis ikke de følges op af handling.


Samtidshistorie.

Det 3. og 4. Århundrede e. k. var en meget turbulent tid, og nok især for de kristne. Men det var også en tid, hvor mange af de kristne dogmer, som stadig er gældende, blev født.


Kristendommen blev i år 312 under kejser Konstantin en anerkendt religion, der havde forrang for andre religioner i Romerriget. En mere human æra var indledt. Der var dog en grundlæggende forskellig opfattelse af kristendommen rundt om i riget. Mange kristne i Ægypten og mange steder i de østlige egne opfattede Jesu som ikke-evig, skabt af Gud – altså kun et menneske, der ikke kunne frelse andre mennesker. Dette var forbeholdt Gud.


Kejser Konstantin den Store var bange for, at denne uenighed med tiden skulle få Romerriget til at falde sammen. Han indkaldte derfor i år 325 ca. 250 biskopper til et kirkemøde i Nikæa, beliggende syd for Konstantinopel – vel nok det vigtigste kirkemøde (Konsilie) i historien.

Konsiliets afgørelse var, at Jesus er hel Gud og hel menneske og født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt.


Desuden blev den Nikænske trosbekendelse vedtaget. Denne blev op et konsilium i Konstantinopel i år 380 udvidet med den guddommelige Helligånd.


Helligånden (talsmanden/formidleren) blev ligestillet med Faderen (skaberen) og Sønnen (frelseren) – og dogmet om den guddommelige Treenighed var født.


Hemmelige selskaber

Hemmelige selskaber menes at have eksisteret i en eller anden form siden oldtiden.  Man finder dem i Ægypten ved den menneskelige civilisations vugge og træffer dem blandt oldtidens grækere og romere, og senere også blandt jøderne.


Mens flere mener at interessen for hemmelige selskaber, og deres betydning i øvrigt, er blevet stærkt reduceret i vores moderne verden, viser virkeligheden noget helt andet. Interessen er stigende og tilslutningen lige så stor som nogensinde. For at kunne forstå denne interesse, skal man kende til historien bag oprettelse og deltagelse i de hemmelige selskaber.


Navnet ”hemmelige” var hos ægypterne og grækerne erstattet med ordet ”mystiske” og sådanne mystiske selskaber udgjorde en væsentlig del af disse folkeslags religion. At blive indviet i disse mysterier stod for den klassiske oldtids mest dannede mænd som et ophøjet mål, de ivrigt stræbte efter, men som det ofte var forbundet med store vanskeligheder at opnå. Dels var kriterierne for optagelse ikke noget de fleste almindelige mennesker rådede over, og skulle man endelig kunne møde de svære kriterier var det alligevel ikke ensbetydende med, at man blev inviteret med.


De prøver som aspiranterne måtte underkaste sig, krævede ikke alene en usædvanlig mental styrke, men også en stærk fysik, stort mod og fysisk såvel som psykisk udholdenhed. Mange nåede måske så langt som at få chancen for at bestå prøven, kun for at opdage at de ikke besad de nødvendige færdigheder.


Efterhånden som hedenskabet forsvandt, døde også de oprindelige hemmelige selskaber, men der opstod lidt efter lidt andre i deres sted, med nyt indhold og nye formål. Kirken beherskede i middelalderen alt, også de hemmelige selskaber. Dem møder vi nu blot i skikkelse af kirkelige sammenslutninger, som sodaliteter eller selskaber, hvis særegne skikke og vedtægter kun var specielle afarter af den romersk-katolske kirkes religiøse liv og grundsætninger.


Det var navnlig bygningshåndværkere som sluttede sig sammen til sådanne hemmelige selskaber under kirkens mægtige beskyttelse. Ingen vedtægt og ingen ceremoni hos disse selskaber, stod i modstrid med kirkens lære, som tværtimod var det fælles åndelige bånd, der knyttede brødrene sammen.


Det er disse broderskaber vi skal takke for de mange prægtige katolske domkirker vi har fra middelalderen. Ved selskabs- eller logemøderne drøftedes planerne til disse kirker. Tegnebrættet, vinklen og passeren udgjorde værktøjet til udarbejdelse af byggeplaner.  Logerne stod selv for at skaffe de økonomiske midler, og først efter mange års ihærdigt arbejde stod disse prægtige bygningsværker færdige. Bygget med en uovertruffen kunstnerisk skønhed og ekspertise der selv i dag møder stor respekt hos fagfolk.


”Byggeselskaberne” gav efterfølgende inspiration til oprettelse af middelalderens såkaldte ”gilder” og ”håndværkerlaug”.  Håndværkerlaugene udgjorde, på én gang, datidens fagforening og arbejdsgiverforening. Både arbejderen og arbejdsgiveren deltog i sådanne laug, der under Kirkens beskyttelse, blev drevet særdeles konservativt, med et formål at ”regulere” det enkelte lavs forretningsinteresser. Hvert laug valgte en Helgen til den åndelige beskyttelse for lauget. Den pågældende Helgen havde ofte arbejdet i samme hverv som laugets eget.


Kirkens splittelse i det 16. århundrede påvirkede efterfølende gilderne og laugene. Båndene mellem selskabernes medlemmer opløstes lidt efter lidt, og i løbet af de næste to hundrede år, begyndte laugene helt at forsvinde.  Storindustrien erstattede håndværket og dermed også den enkeltes naturlige tilhørsforhold til de specialiserede laug og selskaber.


Men netop laugenes forsvinden gav anstødet til en ny udvikling i de hemmelige selskabers historie. Hvis man da kan tillade sig at kalde det sådan, idet ”historie” jo forudsætter en gradvis udvikling igennem tiden af en og samme ting, mens vi her har at gøre med en udvikling, der afløser noget, der netop er ophørt.


Tidernes forskellige hemmelige selskaber, har altid kun bestået af isolerede tilfælde, der på ingen måde kan bevises, at have haft samhørighed med hinanden, idet de, hver for sig, kun har optrådt som selvstændige opståede selskaber i en bestemt tid og med et bestemt formål og for bestemte mennesker. Hvis man kan tale om en fælles historie for de hemmelige selskaber, så må det være for den del der omhandler menneskets trang til at skabe sociale foreninger/selskaber, etableret med det formål, at selskabets virke og vedtægter holdes hemmelige for det øvrige samfund. Denne trang til at deltage i noget hemmeligt, syntes således at have været konstant gennem alle tider og givet sig udslag i en mangfoldighed af hemmelige selskaber med yderst forskellige formål og indhold. (Se også ”Hvad er en logebroder”)


Men tilbage til historien. I England, hvor industrialiseringen i højere grad havde medvirket til laugenes ophør, opstod pludselig en fornyet interesse for de samme laugs indhold og formål. Nogle mente, det var vigtigt, at frugterne af de tidligere laugs arbejde ikke bare forsvandt, men blev fasthold for fremtiden. Denne interesse skabte med tiden nye hemmelige selskaber, der dels indeholdt relikvier, aktiviteter og ceremonier fra fortidens laug og gilder, og dels var moderniserede til at kunne håndtere samtidens problematikker og interesser.


De første sådanne nye selskaber blev skabt omkring starten af det 18. Århundrede, da den såkaldte ”Deisme” var stærkt på mode i England. Det var således et kriterium for medlemskab, at man troede på en personlig Gud og på Sjælens udødelighed. Derudover kunne man tilhøre en hvilken som helst religion. Alle de gamle relikvier fra håndværkerlaugene blev overført til det nye selskab, men skulle for fremtiden kun tillægges symbolske betydninger, modsat tidligere, hvor de samme relikvier fremstod som det de var, nemlig arbejdsredskaber.


Således opstod ”Frimurerordenen”. Oprindeligt var det ordenens intention at samle hele menneskeslægten i ét broderskab, uden hensyn til forskellighed i religion eller nationalitet, men alene på grundlag af de to nævnte grundsætninger.


Det varede dog ikke længe inden dette selskab delte sig i flere afdelinger og såkaldte Ordener, med indbyrdes meget forskellige ”systemer” og formål. Uden at komme nærmere ind på disse forskelligheder, kan vi dog nævne at ”frimureriet” i de protestantiske lande udviklede sig uden at komme i modsætning til den protestantiske kirkes grundsætning, mens udviklingen i de katolske lande kom til at stå i så fjendtligt et forhold til den katolske kirke, at denne, den dag i dag, ikke kan tolerere eller accepterer frimureri i nogen form.